Nyhed / 10.09.26
Vigtig milepæl nået: 4.800 tons sten er nu samlet ind
På bare et års tid, er der samlet 4.800 tons marksten ind. Lokalt(!).
Det er en helt vild milepæl. Det er nemlig den mængde sten, der skal lægges ud i fjorden sidst på året i forbindelse med det store naturgenopretningsprojekt, som Havnaturfonden og Den Danske Naturfond sidste år valgte at støtte.
Og så er det noget, der kun kan lade sig gøre, fordi så mange forskellige parter bakker op.
Stenene kommer i særdeleshed fra lokale landbrug, som igen og igen har rakt ud med nye donationer. Og så er stenene løbende blevet samlet ind af Service og Beredskabs-teamet, som i perioder har kørt i pendulfart for at få stenene fra markerne til stenbanken.
Og det er en opgave, der kræver mere, end man måske umiddelbart skulle tro - det fortæller Thomas, som er én af chaufførerne fra driftsgården. Der skal nemlig:
- Koordineres med landmænd på 117 forskellige adresser
- Læsses både store(!) og små sten - nogle gange med grab, andre gange med gummiged
- Sorteres i størrelser, så stenene der lægges ud, ikke påvirker sejladssikkerheden
- Soldes, så småsten og jord sorteres fra, inden revet etableres
Den største tak for jeres enorme indsamlingsarbejde – og til alle jer, der har doneret sten til projektet.
Thomas og hans kolleger fortsætter selvfølgelig indsamlingen af sten, så vi også i de kommende år kan skabe nye og bedre levesteder for torsken, hummeren, skrubben og alle de andre arter, der lever i fjorden.
Nedenfor kan du se, hvordan det ser ud, når stenene soldes og sorteres.