Nyhed / 29.09.25
Frivillige udvider stenrevet ved Husodde Strand med to tons sten
Stenrevet ved Husodde Strand er blevet to tons sten rigere.
Søndag d. 28. september stimlede en gruppe frivillige nemlig sammen for at udvide det rev, som blev etableret tilbage i 2024.
De to tons sten blev flyttet fra stranden til vandkanten og videre ud på SUP-boards, som blev padlet ud til det eksisterende stenrev. Her blev stenene puffet det sidste stykke i, så de kunne finde sig til rette blandt revets øvrige sten.
Nu er det et spørgsmål om tid, før småfisk, muslinger og tang finder sig til rette det samme sted. På sigt skal stenrevet nemlig skabe bedre leveforhold for netop dyrelivet og gøre det endnu mere interessant for snorkelsvømmere og dykkere at bruge fjorden rekreativt.
Tusind tak til alle jer, der mødte op for at hjælpe. Nedenfor kan du se, hvordan naturgenopretningsindsatsen forløb på en solrig og let-bølgende september-morgen.











