Pressemeddelelse / 13.09.24
Familien Hede Nielsens Fond donerer 300.000 kr. til Horsens Fjord over de næste tre år
Den horsensianske fond Familien Hede Nielsens Fond støtter op om livet i Horsens Fjord med en flerårig donation. Donationen skal bruges til at forbedre vandkvaliteten og genskabe levesteder for fisk og skaldyr i fjorden.
En gruppe børnehavebørn var meget symbolsk med til at fylde fire fiskebørnehaver med muslingeskaller, da Familien Hede Nielsens Fondens donation på 100.000 kr. i 2024, 2025 og 2026 blev offentliggjort ved Langelinie fredag d. 13. september.
Fiskebørnehaverne sænkes ned ved lystbådehavnen mandag d. 16. september og skal være med til at skabe mere liv i og omkring havnen.
At det lige var en gruppe børnehavebørn, der hjalp med at fylde fiskebørnehaverne, var ikke tilfældigt. De er nemlig en del af den generation, som Familien Hede Nielsens Fond håber, kommer til at vokse op ved en fjord, som byder på store naturoplevelser både under og over vandoverfladen.
- Det ligger os meget på sinde, at fjorden får det bedre. Både, fordi vi ønsker en fjord med større biodiversitet, men også fordi vi ønsker en fjord, som de kommende generationer kan have glæde af. Hvis vores efterkommere skal kunne nyde store naturoplevelser ved fjorden, er vi nødt til at passe på dens liv og vandkvalitet, siger Henrik Hede Nielsen, formand for Familien Hede Nielsens Fond.
Fiskebørnehaver ved lystbådehavnen skal give mere liv og viden
Fiskebørnehaverne består af et stålbur med et gitterrør indeni, som fyldes med tomme muslingeskaller. Når fiskebørnehaverne sænkes ned ved lystbådehavnen, giver de småfiskene nogle steder at søge skjul og føde i en del af fjorden, som ellers er meget bar. Indeni gitterrøret kan der på muslingeskallerne nemlig sætte sig både tang og små organismer, som småfiskene kan leve af og gemme sig i.
Ud over, at fiskebørnehaverne forbedrer småfiskenes levevilkår ved lystbådehavnen, kan de være med til at give horsensianerne mere viden om fjorden. Stålburene hænges nemlig op i områder, hvor man som forbipasserende kan gå forbi og kigge ned i vandet, hvor de hænger. Det giver anledning til både at se og lære om, hvordan fjorden har det - og hvordan vi kan passe bedre på den.
Flere naturgenopretningsindsatser på vej
Foruden fiskebørnehaverne skal Familien Hede Nielsens Fondens donation sætte skub i yderligere naturgenopretningsindsatser i fjorden. Det kan fx være nye sten- og ålegræsfelter i yderfjorden, som, ligesom fiskebørnehaverne, giver leve- og skjulesteder for fisk og yngel - blot i meget større skala.
Borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, udtrykker stor taknemmelighed for donationen:
- Det er en meget flot donation, som Familien Hede Nielsens Fond har bevilget os. At den er flerårig, vidner om deres store engagement i projektet - og jeg glæder mig til, at vi sammen skal følge fjordens udvikling de kommende år. Med midlerne kan vi skabe nye leveområder for rigtig mange dyre- og plantearter i Horsens Fjord.