Gå til hovedindhold
Fra lørdag d. 7. juni - søndag d. 15. juni

Ålegræsudplantning 2025

Vær med, når vi planter ålegræs ud i Horsens Fjord i 2025. Udplantningen løber fra d. 7.-15. juni.

Under pavillonens svalende skygge kan du hjælpe med at binde ålegræs på søm, som lokale dykkere og fridykkere løbende planter ud i fjorden. Alle kan være med – og du er velkommen, uanset om du kan hjælpe en time eller den fulde dag.

Er du dykker eller fridykker, er du også mere end velkommen. De lokale dykkerklubber stiller an med gummibåd, men medbring gerne selv våddragt.

Hvor & hvornår?
Udplantningen starter d. 7. juni og løber frem til søndag d. 15. juni, som er årets, nationale udplantningsdag. 

Lørdag d. 7. juni sidder vi ved bystranden Langelinie, hvor der også afholdes Foreningernes Arena i forbindelse med festugen Horsens Holder. Fra d. 8.-15. juni foregår udplantningen ved Øster Bisholt på sydsiden af fjorden.  

Ønsker du at give en hånd med? Så ræk ud til frivillig Jan Karnøe, som koordinerer indsatsen, på: jankarnoe@gmail.com  

Ålegræs - hvad er det nu lige, det er? 
Ålegræsset er for havet, hvad den vilde natur er for jorden.

Livsvigtige åndehuller. 

De lange grønne planter fungerer både som gemmested og spisekammer for småfisk, yngel, rejer og vandinsekter. Samtidig stabiliserer ålegræsset fjordbunden, så fjordens vand bli’r klarere og kysterne beskyttet mod erosion.